Huset Holst A/S er en over 100 år gammel forretning i Skagen. Gennem tiden har forretningen udviklet sig fra i sin tid at være en traditionel trælast til i dag at være et moderne møbelhus.
Forretningen er en familievirksomhed og har til alle tider været drevet af familien Holst. I dag er femte generation, brødrene Henrik og Lars Holst, ved roret.
Gennemgående for alle generationer har været en stor kærlighed til og viden om træ. I alt fra tømmer, til byggematerialer, gulve og møbler er træsorter, udskæringer og tapninger dagligt blevet vurderet. Det er denne årelange erfaring med møbler af træ til både inde og ude, der udmynder sig i den nye havemøbelkollektion Hawet, designet og udviklet hos Huset Holst i Skagen.
Havemøbelserien blev oprindeligt designet i familien tilbage i 2005, men er nu blevet forfinet til et forbedret og nutidigt design. Karakteristisk for Hawet er den håndudskårne fisk, der skal symbolisere havet omkring Skagen og den natur, der er så karakteristisk for dette sted.
Vi kan godt lide tanken om, at vi sender et lille stykke af Skagen og os selv afsted med disse møbler, og at de derefter får deres liv, patina og personlige brugsspor ude hos vores kunder.
Vi tror på, at det er opskriften på at holde møbler aktuelle og afholdte i mange år.